Stærke besøgstal cementerer ARoS’ position som kulturinstitution
Over 556.000 betalende gæster besøgte ARoS Aarhus Kunstmuseum i 2025, hvilket understreger museets status som et centrum for kunst. Tallet bekræfter museets position som en af Danmarks mest besøgte kulturinstitutioner og sætter scenen for et 2026, der tegner til at blive det mest ambitiøse i museets historie med spændende udstillinger.
I løbet af 2025 indløste 556.084 gæster billet eller årskort til ARoS. Dertil kommer mere end 93.000 besøg i museets butik, café og orangeri – hvilket bringer det samlede antal op på knap 650.000 og på niveau med 2024.
Stærk opbakning trods store forandringer
“Vi er glade for og tilfredse med besøgstallene for 2025, som viser, at ARoS fortsat har en stærk og betydningsfuld plads i vores gæsters hjerter og bevidsthed,” siger museumsdirektør Rebecca Matthews.
Tallene er desto mere bemærkelsesværdige, fordi museet i 2025 har navigeret store fysiske forandringer – herunder forsinkelsen af åbningen af James Turrells Skyspace.
“Selv mens vi navigerer store forandringer på museet, bliver folk ved med at komme. Deres engagement taler sit tydelige sprog, og vi er dybt taknemmelige,” tilføjer Rebecca Matthews.
Besøgsudvikling – betalende gæster:
| År | Besøgende |
|---|---|
| 2021 | 316.000 |
| 2022 | 514.000 |
| 2023 | 535.804 |
| 2024 | 565.484 |
| 2025 | 556.084 |
2026: Et nyt kapitel åbner
Den 19. juni 2026 udvider ARoS sin samling med et af verdens største offentlige Skyspaces — skabt af den amerikanske lyskunstner James Turrell. Værket er blevet et af de mest ventede kunstevents i Skandinavien og forventes at tiltrække besøgende fra hele verden.
“2026 indleder et helt nyt kapitel for ARoS. James Turrells Skyspace bliver et nyt pejlemærke for museet, som mange i både ind- og udland venter i stor spænding på at opleve. Værket sætter kursen for et år, hvor lys, sansning og fælles erfaringer bliver gennemgående i alt, hvad vi præsenterer,” siger bestyrelsesleder Laura Hay Uggla.
Se det fulde udstillingsprogram for 2026 på aros.dk.
Kilde: Pressemeddelse fra ARoS Aarhus Kunstmuseum
Foto: Mads Smidstrup
